Valggrundlag
Der er meget kort plads i Sygeplejersken at beskrive, hvad jeg finder vigtigt.
Du er velkommen til at kontakte mig via denne blog eller direkte pr telefon eller mail, hvis der er emner du gerne vil høre min mening om.
Jeg håber også at vi mødes til valgmøde, og her kan være med i en god debat om, hvordan Dansk Sygeplejeråd skal udvikle sig.
jeg vil her uddybe mine synspunkter:
DSR for alle sygeplejersker – alle sygeplejersker i DSR
Alle sygeplejersker, uanset om de er ledere, sygeplejelærere, konsulenter eller frontpersonale, har et fælles fagligt fundament. Det skal vi kunne samles om, og det kan vi i Dansk Sygeplejeråd.
Vi kan samles til møder og i andre fora, til inspiration, debat og problemløsning.Vi skal også bruge de nye medier, så DSR kan være tæt på, selvom vi ikke altid mødes rent fysisk.
DSR har f.eks været for længe om udbygge DSR’s portal, så den fremtræder brugervenlig og aktuel.
Vi har i den nye Kreds Midtjylland gået foran med aktiv hjemmeside og elektroniske nyheder.Det er nødvendigt, for at vi kan overvinde de geografiske udfordringer, som den store kreds giver os.
Men intet erstatter det direkte møde, og derfor skal kredsen stadig indbyde til møder i hele kredsen, så vi får en direkte dialog og knyttet bånd til alle medlemmer.
Eksempelvis har Bente Rasmussen og jeg taget initiativ til at holde møder med konsultationssygeplejerskerne, en mindre, men meget væsentlig gruppe medlemmer, som vi ikke kan undvære.
De ledende sygeplejersker er en vigtig del af DSR.
Selvom lederforeningen er oprettet, er der stadig behov for et tæt samarbejde med de ledende sygeplejersker i kredsen, først og fremmest til støtte for udviklingen af sygeplejen.
Mange sygeplejersker skifter job til og mellem ledende stillinger. De har behov for personlig vejledning og hjælp til lønforhandlinger. Det behov kan Lederforeningen ikke opfylde, og derfor skal kredsen fortsat sætte ressourcer af til at varetage de ledende sygeplejerskers interesser.